Historien om Manifest
I foråret 2019 kørte Bente Gammelgaard og Thorbjørn Rasmussen forbi et nedlagt automobilværksted ca. tre kilometer fra Bjæverskov. Drømmen om at skabe et kunstnerfællesskab sammen med andre lå lige der. Herfra gik der kun nogle uger med diverse forhandlinger, til nøglen var overdraget. Drømmen var blevet til virkelighed, og nu skulle der knokles på at få andre med på idéen. Den 3. juni 2019 blev dagen, hvor det første møde blev afholdt med tre andre kunstnere. Efter en uge med forskellige forslag til et navn blev navnet Manifest – Den Levende Kunst udvalgt ved et tilfælde, da nogle kom til at se på en tekst skrevet af Ole Marstrand tilbage i 2011.
Efter nogle måneder kom flere kunstnere til i det gamle værksted.
I juni 2020 måtte Manifest skifte adresse, da det gamle autoværksted havde skiftet ejer. Heldigvis fandt Bente og Thorbjørn et nyt fantastisk sted i staldbygningen på et agerlandbrug beliggende i de smukkeste omgivelser i nærheden af Viby Sj.
Fra den 15.-30. juni 2020 blev galleri og værkstedsbokse pillet ned og sat op på den nye adresse. Alt blev genanvendt – lige fra spånplader til lægter og skruer.
På billederne kan I se øverst se skiftet fra det gamle Manifest til Manifest i nye lyse og venlige lokaler.